mandag den 5. december 2011

Blogging i engelskundervisningen - gider de mon?

Skal snart føre to eng d-hold op til engelskeksamen. I det halvår, der er gået, har vi efterhånden set en del film, som vi har arbejdet med på forskellige måder. Jeg tror, jeg næste gang, jeg får eng E eller D vil lave en fællesblog for holdet, hvor de selvfølgelig skal skrive filmanmeldelser. Men også andre genrer, bundne som frie. Og hvis det fungerer godt, kunne det være sjovt at give dem lidt tid til at lave deres egen blog.
Det er et forsøg værd, selvom jeg kan være i tvivl, om kursisterne vil synes, det er sjovt og værd at bruge tid på, når de har så mange alternativer til det at være på. Alt tager tid.
Hvad tror I?

Store læseoplevelser for kursister med dansk som andetsprog

Jeg har netop overstået faglig dokumentation med et dsa e-hold på VUC. Fik overtalt nogle af kursisterne til at læse forholdsvis tykke romaner.To kursister, fra henholdsvis Burma og Filippinerne gik i gang med Den anden hånd om Lille Bi, der flygter fra Nigeria - og blev dybt rørt. Kursisten fra Burma er selv flygtning. Tre irakiske unge kvinder valgte at læse Helle Helles Rødby-Puttgarden om to søstres trivielle hverdag med skiftende mandebekendtskaber. Genkendelige temaer.  Ung irakisk mand tyggede sig igennem Lars Husums Jeg er en hær og snakkede med en god ven om, hvordan det er at vende tilbage til hverdagslivet efter at have været i hæren. Ikke let, når der ikke er nogen job at få.En kvinde fra Tyrkiet og en fra Somalia har læst den stærke og prisbelønnede afghansk/franske roman Den tålmodige sten om afghansk kvindeliv. En roman om forbudte tanker.
Sider er blevet tygget og vendt, ord er blevet slået op, smagt på, dissekeret, diskuteret med familien eller googlet. Et par har læst deres obligatoriske "værk" 2 gange for at få det hele med.
Så er det spændende at være dansklærer.

Har nogen af jer erfaringer med at bruge e- eller i-bøger i undervisningen?

søndag den 20. november 2011

Det gode interview

Jeg har lige læst et efter min mening virkelig interessant og tankevækkende interview med forfatteren Astrid Saalbach: Der er ikke meget ømhed i omløb.
Interviewet er skrevet af Nils Thorsen, Politiken (19/11/11). Jeg er nødt til at læse det igen, der var meget at tænke over. Den interviewede er et søgende menneske.
Men intervieweren er sandelig heller ikke en hr. hvemsomhelst. Endnu ligger det ikke på nettet, desværre. Men her er et link til et interview med Nils Thorsen om hans måde at skrive reportage på: Vi er på Herrens mark. Allesammen og hver gang. Og det er heldigvis et godt sted at begynde et interview. 

I forhold til danskundervisning har jeg meget gode erfaringer med at arbejde med personinterview og reportage. Både med at læse, analysere og diskutere "professionelles" tekster og bagefter selv producere en tekst i samme genre og med nogen af de samme virkemidler.
 

fredag den 18. november 2011

Legetime

Det er november, der er ro i huset, så hvad er mere oplagt end at lege lidt med bloggen igen. Den har ligget død i mere end et halvt år, men jeg var på blogkursus forleden og fik givet min øveblog her en lille åreladning.
Jeg er lige blevet mindet om, at det er et sjovt medie at lege med, men en værre tidsrøver.

Sidder og venter på, at Flickr får oploadet nogle af mine billeder, så jeg måske kan lave et lille lysbilledshow. Ja, har lige pludselig også en konto på Flickr. Det værste ved alle disse muligheder er, at man skal sætte sig ind i dem. Læse instruktioner. Øv. Det gider jeg ikke. Kedelig læsning.

I øvrig er jeg noget i tvivl, om denne min øveblog mere lægger op til genren hjemmeside end genren blog.

mandag den 18. april 2011

Læst

Hvis du mangler en titel på en dejlig roman, kan jeg anbefale denne: Olive Kitteridge af Elizabeth Strout. 
Det er noget af det skønneste, jeg længe har læst. Gode troværdige beskrivelser af mennesker , der lever i et lille samfund ved havet. Ikke mindst mødet med hovedpersonen Olive, en pensioneret lærerinde, er et godt møde. En dyb og bevægende bog om .. ja livet.

Læs omtaler af romanen her: Anmeldelser af Olive Kitteridge

Andre titler, jeg kan anbefale er:
Amos Oz, Scener fra en landsby
David Vann, caribou island
Lone Hørslev, Sorg og camping
Lars Husum, Jeg er en hær

tirsdag den 12. april 2011

Mit Danmark

Et - synes jeg - virkelig godt og interessant undervisningsmateriale fra 2006 med titlen Mit Danmark. 10 meget forskellige kortfilm af 10 forskellige instruktører, der portrætterer 10 nye danskeres hverdag i DK. 
Der kræves uni-login. På min anden blog, Hannes blog om og til undervisning, er der et link til Filmstriben her

søndag den 10. april 2011

Never Too Old to Rock

Trænger du til et grin, så tjek først linket  My Generation med the Who
Dernæst linket med The Zimmers. Det SKAL være i den rækkefølge.

Enjoy;)

mandag den 4. april 2011

Dagens film 4. april

Kan du løsrive dig fra at rette stile - eller måske snarere skuffejernet - så viser DR2 i aften filmen Maria Full of Grace. Kl. 20.30. Den kan jeg anbefale.

fredag den 1. april 2011

Alene hjemme

Ja, så sidder man så her en fredag aften og blogger, mens manden er på fisketur med drengene - på Langeland, af alle steder. Og gymnasiedatteren er ved at sætte det sidste punktum i den engelsk stil for derefter at sprinte ud på cyklen - til venner og veninder et sted i byen. 

Jeg kan godt se mig selv blive lidt afhængig af dette medie. 
Men det regner jo også - igen.
I morgen er det op på cyklen, ud i byen, på torvet, på café, i haven. Forår... nu kommer jeg!

torsdag den 31. marts 2011

Faglige kurser er også godt for lærernes sociale relationer

Velkommen til min første blog


Jeg nyder at sidde her med mine kollegaer på denne store uoverskuelige arbejdsplads. At vi har TID til både at blive inspireret og small talke, grine og drikke masser af stærk kaffe.
Det lover godt, dette blogkursus. Det taler til mange intelligenser, den sproglige, kreative, tekniske ...
Jeg har store forventninger til at bruge blogge i undervisningen, tror det virkelig kan give mening at arbejde med ægte kommunikation.
Hanne

Translate