Et kæmpehit i start-70'erne med søstrene Lecia og Lucienne.
Så hører man lige Nikolaj Nørlund synge den samme sang i dag - på sin måde. Hold da op. Pludselig fungerer den sang igen. Og mit modersmål bliver smukt og poetisk.
Måske er det bare, fordi man er blevet så ufatteligt meget ældre. Tæt på 40 år er der gået, siden man sad der med hovedet inde i radioen og skrålede med. Og ens lillebror skulle konfirmeres det år. Og vi havde alle kæmpehår, der aldrig havde set en frisør. Hm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar